træklodser formet som bogstaver

ABC-gymnastik for de mindste

13.02.24
Traditionen tro er der i vinterferien masser af aktiviteter på bibliotekerne, der tager udgangspunkt i alfabetet. Her er tre bøger, der kan tilfredsstille de mindstes nysgerrighed på 'de der bogstaver'.

I dinosaurriget

Billedbog. I denne trettende bog om dinosaurbanden er der en bogstavtyv på spil. Rasmus Rex vågner ved at hans ven Tobias Troodon har opdaget, at nogen har stjålet et "R", så der står "Asmus" over Rasmus' seng. Der mangler også et "R" i Tobias' efternavn, så der nu står "Toodon" på hans T-shirt. De to venner tager straks på bogstavjagt efter bogstavtyven i Sumpskoven. Mon Rasmus og Tobias når at finde alle bogstaver i alfabetet, inden de kommer til skolen? Det er en sjov og spændende historie, hvor børn kan få en fin og anderledes introduktion til bogstaverne og alfabetet - både rent sprogligt og visuelt. Man kan lære mange ord og få en god forståelse for ordlyden af de enkelte bogstaver undervejs, mens historien fortælles, og man nyder de mange tegninger.

Rim og remser

Billedbog. En klassisk måde at formidle alfabetet på (tænk blot Halfdan Rasmussen) er på rim. Her får vi på hver side præsenteret et nyt bogstav i alfabetet med en lille rim og en remse. Bogstavets udtale og udseende forklares, og der vises eksempler på, hvordan det bruges. Der er mange billeder af de ting, dyr og så videre, som starter med det pågældende bogstav, ligesom der er små opgaver og aktiviteter til hvert bogstav. Derudover præsenteres nogle af de 120 ord, man hyppigst bruger i hverdagen. En meget grundig bog, som er lige til at gribe fat i sammen med børn fra ca. 4 år, som er nysgerrige på alfabetet.

 

Brug kroppen!

Billedbog. Det er velkendt, at børn lærer bedst ved at bruge hele kroppen og alle sanser. Den viden tager forfatteren udgangspunkt i her, hvor alfabetets 29 bogstaver præsenteres i små remser, hvor der især er fokus på bogstavernes form. I illustrationerne kan man gå på bogstavjagt og finde ord, hvor bogstavet er i forlyd. Desuden er der tegninger af, hvordan børnene kan forme bogstaverne med deres krop. Bogens første opslag er henvendt til den voksne alene. Her beskrives, hvordan den kropslige leg fremmer den sproglige opmærksomhed, her er idéer til, hvordan bogen kan bruges, og der gives tips til andre lege med alfabetet. Det er en sjov og lidt anderledes alfabetbog, der skiller sig ud fra mængden.

Tags